HK Danmark


Du er her: hk.dk > Aktuelt > Nyhedsarkiv > Februar 2009 > Danmark er nordisk mester i fyring af gravide


Kontakt HK

Ring døgnet rundt til HK
Telefon: 7011 4545

Fax: 3330 4099
Send E-mail

Øvrige kontaktoplysninger


HKs A-kasse
Telefon: 7010 6789

Fax: 3330 4549
Send E-mail


Danmark er nordisk mester i fyring af gravide

I Sverige og Norge ser man i modsætning til i Danmark ret få retssager om fyring af gravide.

Der er en mindre risiko for, at du bliver fyret som gravid i Sverige og Norge – end hvis du bor i Danmark. I hvert fald hvis man måler det på, hvor mange retssager om fyringer af gravide, der er i de skandinaviske lande.

Alene i HK ligger der lige nu 47 sager om fyringer af gravide på skrivebordet i juridisk kompetencecenter – og de fleste af dem er allerede i behandling i retssystemet eller vil komme det. Derudover modtager HK's lokale afdelinger mange sager, som der bliver indgået forlig i.

Sådan ser billedet ikke ud i Norge og Sverige, hvor retssager om fyring af gravide hører til sjældenhederne.

Rådgiver ved Likestillings- og diskrimineringsombudet (LDO) i Norge, Heidi Wyller:
- Det er sjældent, at vi får henvendelser fra kvinder, som er blevet sagt op på grund af graviditet. Kun få sager om erstatning efter brud på ligestillingsloven er blevet behandlet af domstolene, fortæller hun.

I LO i Norge ser man heller ikke mange sager centralt om kvinder, der er blevet fyret på grund af graviditet og kender også kun til få retssager. I hverken LO og LDO kan de forklare forskellen mellem de danske og norske forhold. De forklarer dog, at det ikke er, fordi gravide aldrig bliver diskrimineret i Norge. De oplever for eksempel at en del gravide går glip af lønforhøjelser, bonus eller bedre stillinger, mens de er på barselsorlov. Men decideret fyret fordi de er gravide, bliver de altså sjældent.

LO i Sverige har heller ikke kendskab til mange retssager om fyringer af gravide.

Det bekræfter jurist ved Diskriminerings Ombudsmannen, Marie Nordström.
- Vi ser ikke ret mange retssager om gravide, der er blevet fyret på grund af deres graviditet. Det hænger nok blandt andet sammen med, at der er ret få, der anmelder, hvis de er blevet forskelsbehandlet og går videre med sagen. Og selv om jeg oplever, at vi får et stigende antal anmeldelser, forsøger vi ofte at indgå forlig med arbejdsgiveren, før vi går til domstolene, siger hun.

Af Kirsten Marie Juel Jensen

Oprettet: 23.02.09, kl. 14.52

Redigeret: 23.02.09, kl. 15.18 af Kirsten Marie Juel Jensen

Læs også:

Brug for en holdningsændring til gravide

Sådan gør du, hvis du bliver diskrimineret, fordi du er gravid – forskellene i Skandinavien:

I Danmark:

Du kontakter din fagforening. Fagforeningen vil rejse sagen, hvis du er blevet behandlet i strid med ligebehandlingsloven. Hvis der ikke kan indgås forlig med din arbejdsgiver, går fagforeningen videre og rejser sagen ved domstolene, hvor du får en godtgørelse, hvis din fagforening vinder sagen. Du kan i øvrigt også vælge at få din sag behandlet i Ligestillingsnævnet.

I Sverige:

Du kontakter din fagforening, hvis du er blevet udsat for diskrimination. Derefter kan fagforeningen gå videre med sagen til Diskriminerings Ombudsmannen eller direkte til domstolene. Diskriminerings Ombudsmannen kan indgå forlig eller gå videre med sagen ved at rejse den ved domstolene. Det er kun ved domstolene, du kan få en erstatning.

I Norge:

Du kan prøve din sag ved domstolene eller ved Likestillings- og Diskrimineringsombudet (LDO), hvis du er blevet udsat for diskrimination. Du må selv bestemme, om du vil lade dig bistå af din fagforening. Det er gratis at få din sag prøvet ved LDO, der kan komme med en udtalelse og en kritik af arbejdsgiveren, men ikke kan give erstatning. Hvis LDO udtaler kritik af din arbejdsgiver, vil det dog veje tungt i en efterfølgende retssag ved domstolene, hvor du får en erstatning, hvis dommerne giver dig ret i, at du er blevet diskrimineret.


Ophavsret

Udgivet <23.02.09> © Ophavsret: Det udprintede redaktionelle stof må ikke kopieres, bruges eller distribueres i kommercielt øjemed med mindre der er truffet aftale med HK Danmarks Informationsafdeling.